Viden og publikationer

Mentalisering kan hjælpe dig som plejeforælder med at forstå både barnets og dine egne reaktioner, bl.a. når der opstår konflikter eller andre gnidninger. Den indsigt er vigtig for at skabe tryghed. 

Bliv klogere på begrebet, og hvordan du kan bruge det i din praksis herunder  (Guiden er lånt fra Børns Vilkår)

Mentalisering betyder, at man forstår andres handlinger som udtryk for, hvordan de har det indeni. For det, andre gør, hænger altid sammen med, hvad de samtidig føler, tænker, ønsker sig og har behov for.  

Men mentalisering stopper ikke der. Det betyder nemlig også, at man tænker over, hvordan man selv har det, og hvorfor man reagerer, som man gør i en bestemt situation. Man kalder derfor også mentalisering for evnen til at kunne se sig selv udefra og den anden indefra. På samme tid.  

I praksis handler det om at være nysgerrig på, hvad der er på spil hos børnene, når de opfører sig på en bestemt måde og samtidig overveje, hvordan man egentlig selv har det, og hvordan ens egne handlinger påvirker børnenes adfærd. 

Ofte gør man det helt uden at tænke over det. Men nogle gange kan det være nødvendigt at stoppe op og mere bevidst sætte sig i barnets sted, så man vælger den bedst mulige måde at håndtere en situation på. Det kan bl.a. være, når man er presset, eller når mange børn gerne vil have ens opmærksomhed.  

Som eksempel kan du forestille dig et barn, der tit ’spiller politibetjent’. Til samling irettesætter barnet måske andre børn, når I taler sammen, og siger: ’Ej altså Lucca, du skal sige din livret, og ikke hvad du spiste i weekenden!”.

Umiddelbart ser man som voksen udefra måske et bedrevidende barn, der gerne vil bestemme og belære, og som måske gør andre børn og voksne irriterede. Men hvis man mentaliserer barnet og ser det indefra, ser det helt anderledes ud. Så får man måske øje på et barn, der har behov for at føle kontrol og tryghed i en situation, hvor kravene opleves som for høje og uklare, eller hvor barnet er usikkert på sin rolle og plads i fællesskabet.

Når man samtidig mentaliserer den voksne, ser man måske ude fra en voksen, som afviser barnet ved at undgå øjenkontakt og ikke giver barnet taletid. Set indefra kunne det være, fordi den voksne tænker om barnet, at det fylder på en negativ måde, og at den voksne derfor føler sig presset af, at det er svært at nå at give alle børn opmærksomhed. Så handler den voksnes reaktion på barnet om meget mere end det, barnet gør lige nu og her til samling.

Spørg dig selv, hvordan barnet mon oplevede situationen, og prøv evt. at formulere det for dig selv med de ord barnet ville bruge.

Forestil dig, at du står uden for dig selv og kigger på dine tanker og følelser. Spørg dig selv, hvorfor du føler, som du gør, og hvad der mon ligger bag din handling.

Det er meget naturligt, at mentaliseringen kan svigte. Så mister man evnen til at kunne reagere ud fra barnets behov. Man handler i stedet automatisk og typisk lidt primitivt ved for eksempel at skælde ud.

Det sker for alle, at mentaliseringen kan svigte. Men når det sker, er det vigtigt at reparere.

•  Træk vejret, og find ro nok til igen at kunne forstå et barn indefra.
•  Forklar, at det, du gjorde, vist ikke var rart, og sig eventuelt undskyld.

Det viser, at du tager ansvar for at reparere den vigtige, trygge relation til barnet.

1. VÆR NYSGERRIG PÅ BØRNENE

Spørg jer selv og hinanden, hvad et barns adfærd mon handler om. For eksempel:

• Hvad tror vi, at barnet prøver at fortælle, når det råber
• Hvorfor ødelægger barnet andres leg?
• Hvad kan det handle om, når barnet altid siger nej til at være med i en aktivitet?
• Hvilke følelser er barnet mon fyldt op af, når et eller andet sker?
• I kan også tale om, hvordan I tror, at et barn oplevede en reaktion fra jer som voksne.

2. SPEJL BØRNS FØLELSER

Hjælp børn med at forstå, hvordan de føler og har det ved at sætte ord på det, I tror, der er på spil.

• Brug jeres stemmeleje, mimik og kropssprog til at gøre det ekstra tydeligt for barnet.
• Undgå lange forklaringer, for det kan børn sjældent rumme.
• Vis og udtryk, at I ikke selv føler det samme som barnet, så barnet ikke oplever, at det smitter jer med sine følelser.
• Når I spejler børns følelser, bliver de efterhånden selv bedre til at forstå og regulere deres følelser, så de kan håndtere voldsomme følelsesudbrud.

3. STOP OP, NÅR DET GÅR GALT

Stop op, når evnen til at mentalisere forsvinder. Træk vejret, og find ro nok til igen at kunne forstå et barn indefra.

• Forklar, at det, du gjorde, vist ikke var rart, og sig eventuelt undskyld. Det viser, at du tager ansvar for at reparere den vigtige, trygge relation til barnet.
•  Undersøg så, hvordan barnet oplevede situationen ved at spørge eller gætte, indtil barnet føler sig set og forstået.

Husk, at en uheldig reaktion aldrig kun går ud over en person. Andre børn – og voksne – blev måske også påvirkede.

4. KIG PÅ JER SELV

Spørg jer selv, hvilke tanker og følelser der er på spil hos jer voksne, når noget er svært. Enten i en konkret situation eller mere generelt. For eksempel:

• Hvornår er det svært at imødekomme et bestemt barns behov?
• Hvilke børn kommer vi måske til at overse?
• Hvornår bliver vi pressede eller irriterede? Hvad sker der indeni mig? Og hvordan handler jeg så?

Vær opmærksom på ikke at gøre barnet til problemet eller at give barnet skylden. Så holder I nemlig op med at mentalisere.

Bliv i stedet klogere på følelserne, tankerne og behovene bagved barnets reaktion eller handling.

5. STØT HINANDEN, NÅR DET ER SVÆRT

Det kan være gavnligt ikke kun at tale med hinanden om det, der er svært. Snak også om situationer, hvor I er gode til at leve jer ind i, hvordan et barn har det. Og hvor I er gode til at forstå jeres egne reaktioner uden at give barnet skylden for dem. Så bliver I klogere på, hvad I gør godt.

Barnets Lov er ny lovgivning på det samlede udsatte børn- og familieområde, som bl.a. indebærer en række ændringer for anbragte børn og unge, og børn i støtteophold. 

Loven trådte i kraft d. 1. januar 2024. 

Herunder er lidt spørgsmål og svar vedr. den nye lov, men I er altid velkommen til at kontakte jeres familieplejekonsulent, hvis I har spørgsmål.

Politikerne har ønsket at samle alle bestemmelserne om børn og unge, der har behov for særlig støtte samt handicapkompenserende ydelser i én samlet lov. 

Derudover er inddragelse af barnet/den unge, kontinuitet/stabilitet for barnet og tidligere og hurtigere hjælp nogle af overskrifterne i den nye lov. 

• Børne- og ungerådgiver (tidl. sagsbehandler, rådgiver, socialrådgiver, familierådgiver og lign.)
• Barnets plan eller ungeplan (tidl. handleplan)
• Støtteophold og støttefamilie (tidl. aflastningsophold og aflastningsfamilie)
• Ungestøtte (tidl. efterværn)
• Permanent anbringelse (tidl. videreført anbringelse) 

Kommunen vil i højere grad arbejde på at løbende inddrage dit plejebarn, bl.a. ved at besøge og tale med barnet oftere, og måske have kontakt på andre måder end ved børnesamtalen, fx via mobilen, SMS eller virtuelle samtaler.

På den måde er det tanken, at dit plejebarn får større mulighed for at give udtryk for sine håb, behov og ønsker.

For at skabe mere kontinuitet for barnet, vil dit plejebarn som udgangspunkt fremover få to børne- og ungerådgivere, der holder børnesamtaler med barnet og som kender til barnets sag. Det er tanken, at barnet så ikke vil føle så mange skift og møder kan afholdes, selvom der fx skulle være sygdom, skift i rådgiver mv. 

Dit plejebarn får også flere rettigheder nu:

• Barnet får partstatus når det fylder 10 år. Dvs. at barnet kan klage over beslutninger vedr. dem og deres liv, kan søge om aktindsigt i sin sag mv.
• Barnet kan bede om pause (såkaldt suspension) i samværet i op til otte uger.
• Barnet kan bede om at der skal være en tryg voksen sammen med dem under samværene.
• Barnet kan selv bede om en permanent anbringelse hos deres nuværende plejefamilie, dvs. de kan bede om at blive boende.

De nye rettigheder i loven betyder, at du får nogle flere muligheder for at blive hørt som plejefamilie - men også en del større ansvar ift. at hjælpe og vejlede dit plejebarn til at give udtryk for sine ønsker og behov.

Fx kan du nu - hvis kommunen vil flytte eller hjemgive dit plejebarn - kontakte Ankestyrelsen og bede om deres vurdering af sagen (en såkaldt 'second opinion').

Ellers har du de samme rettigheder som før. Du skal høres, inden kommunen laver beslutninger om ændringer i samvær, om skift i anbringelsessted og om hjemgivelse.