Gå til hoved indhold

Praktisk

Her kan du måske finde svar på nogle af dine spørgsmål til din ansættelse som pleje- eller støttefamilie i Gentofte Kommune

Spørgsmål og svar

Håndbog for plejefamilier 2024

Generelle retningslinjer for plejefamilier

Skærpet underretningspligt

Plejefamilier er personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, og man er derfor underlagt regler om skærpet underretningspligt i forhold til børn og unge.

Det betyder, at du som plejefamilie skal underrette barnets bopælskommune, hvis du får kendskab til eller har grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, eller at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

Ved tvivl eller spørgsmål kan du altid kontakte din familieplejekonsulent.

Tavshedspligt

Plejefamilier har tavshedspligt ifølge straffelovens bestemmelser. Tavshedspligten betyder, at du som plejefamilie ikke må videregive oplysninger om hverken plejebarnet eller plejebarnets biologiske families forhold. Dette gælder både i samtale med andre og på skrift på fx de sociale medier. Oplysningerne kan for eksempel være informationer om plejebarnets eller plejebarnets families sociale problemer, misbrugsproblemer, seksuelle og strafbare forhold og oplysninger om religion og politisk tilhørsforhold.

Det er strafbart for plejeforældre at bryde tavshedspligten. Tavshedspligten gælder også efter plejeforholdets ophør.

Folkeregister

Når et barn eller en ung flytter ind hos en døgnplejefamilie, skal barnet registreres i folkeregisteret på plejefamiliens adresse.

Det er barnets/den unges rådgiver i Familie og Sundheds ansvar og pligt at tilmelde plejebarnet plejefamiliens adresse. Rådgiver vil i den forbindelse have brug for oplysninger om hvilken læge, barnet/den unge skal tilknyttes.

Det er dog dit ansvar som plejefamilie at sikre dig, at barnet faktisk er registreret på adressen.
Dette er vigtigt, da det har betydning fx for muligheden for at tegne en forsikring for plejebarnet, i forhold til indmeldelse i folkeskole, ved tilmelding til læge m.v.

Forsikringsforhold

Døgnplejefamilien forventes at have en kombineret ansvars-/indboforsikring. Denne skal dække personskader forvoldt af plejebarnet på plejefamilien, på tredjemand eller tingskader forvoldt af plejebarnet på tredjemands ejendom.

Når du får et barn/en ung i pleje, opfordres du til at kontakte dit forsikringsselskab og oplyse, at du har et plejebarn, så barnet bliver forsikret bedst muligt.

Med dette menes, at det er vigtigt at tale med forsikringsselskabet om eventuelle særlige forhold vedrørende plejebarnet: Har barnet fx en diagnose, som bevirker, at barnet kan have en voldsom adfærd, er det vigtigt, at forsikringsselskabet ved dette, så forsikringen kan tegnes ud fra de særlige forhold, der er. Det kan nemlig have betydning for i hvilke tilfælde, forsikringen dækker en skade forvoldt af barnet. Husk, at plejebarnet skal være tilmeldt plejefamiliens folkeregisteradresse, førend en forsikring kan tegnes.

Plejefamilien har pligt til at tegne fornøden rejseforsikring i forbindelse med udlandsrejser, så barnet er forsikret med hensyn til sygdom, ulykke og hjemtransport i og uden for EU. 

For støttefamilier er det barnets biologiske forældres forsikring, der skal dække skader forvoldt af barnet.

 

Arbejdsskade/-ulykke

Hvis du som pleje-/støtteforælder kommer til skade eller ud for en decideret ulykke som følge af dit virke som pleje- eller støtteforælder – altså i direkte forbindelse med aktiviteter med eller for plejebarnet, skal du straks melde dette til din familieplejekonsulent.

Fra den dag skaden/ulykken er sket, har Gentofte Kommune ni dage til at anmelde skaden/ulykken. Derfor er det vigtigt, at din familieplejekonsulent får besked hurtigst muligt.

Som pleje-/støttefamilie skal du oplyse:
Hvad der er sket (selve skaden/ulykken, er det fx et biluheld, styrt på cykel, fald fra eller på et bestemt underlag)


  • Hvornår (præcis dato og gerne klokkeslæt)

  • Hvordan det er sket (detaljeret hændelsesforløb)

  • Hvor det er sket (adresseangivelse)

  • Om du har været ved egen læge eller på skadestuen

  • Hvilke eventuelle følger af skaden, der er (er der sket legemsskade, fx en forstuvet eller brækket finger)

  • Ved læge eller skadestuebesøg, hvor det er blevet vurderet, at der skal opfølgende behandling til, fx fysioterapi eller lignende, skal lægeudtalelse eller skadestuejournal sendes til familieplejekonsulenten

E-mail og sikker post

Hvis du sender fortrolige eller personfølsomme oplysninger til din familieplejekonsulent eller til Gentofte Kommune skal du altid bruge sikker e-mail, som er krypteret. Du kan bruge din digitale postkasse på Borger.dk, eller sende via Digital Posttil Gentofte Kommune.

HUSK altid ved afsendelse af sikker post at anføre modtagers navn og afdeling i emnefeltet, eks: ”din familieplejekonsulents navn, Familie og Sundhed”.

Al post med personfølsomme oplysninger, som Gentofte Kommune sender til plejefamilier, afsendes til e-Boks med sikker post. Så husk at tjekke din e-Boks jævnligt.

Hvad er fortrolige og personfølsomme oplysninger?

Fortrolige og personfølsomme oplysninger er ifølge Datatilsynet bl.a. oplysninger om cpr nr., etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold, oplysninger om helbredsforhold, seksuelle forhold, oplysninger om strafbare forhold og væsentlige sociale problemer.

Det samme gælder oplysninger om interne familieforhold, fx stridigheder og oplysninger om selvmordsforsøg og ulykkestilfælde.

Oplysninger vedr. plejebarnets adfærd og problematikker, samvær mv. er også fortrolige.

Adfærd på de sociale medier og internettet


Vi lever i en digital kultur, hvor det er meget almindeligt at dele billeder og oplevelser fx på Facebook/Instagram/Twitter/Snapchat eller på blogs. Som plejeforældre er det ikke tilladt at offentliggøre billeder af plejebørn uden skriftligt samtykke fra forældremyndighedsindehaver(e).

Gentofte Kommune anbefaler, at plejeforældre ikke er ’venner’ med plejebarnets biologiske familie/netværk på de sociale medier. Det anbefales, at du og alle andre i plejefamilien optræder som et godt forbillede for plejebarnet og lærer ham eller hende om færden på de sociale medier. Lær plejebarnet om privatindstillinger på diverse sociale platforme, og om at bruge disse medier med omtanke - for både sig selv og for andre.

Der er mulighed for at indgå i netværksgrupper for pleje- og støttefamilier på de sociale medier. Eksempelvis er der en gruppe på Facebook ved navn ’Netværk for netværksplejefamilier’.
Men vær opmærksom på, og husk, at tavshedspligten og regler om GDPR også omfatter brug af sociale medier. Hvis du for eksempel er med i en lukket gruppe på Facebook, er du stadig omfattet af tavshedspligt i forhold til videregivelse af informationer omhandlende plejebarnet og plejebarnets biologiske familie og netværk. Se tavshedspligten som noget, der også beskytter dig som plejeforælder, fx i tilfælde hvor et samarbejde går fra at være positivt og konstruktivt til at være problematisk og konfliktfyldt.

For mere information og råd om børns trivsel og adfærd på internettet kan du læse denne guide fra Medierådet for Børn & Unge

Ferie


Plejefamilier ansat af Gentofte Kommune er omfattet ferieloven og administreres i overensstemmelse hermed. 

Det forventes som det klare udgangspunkt, at døgnplejefamilien holder ferie sammen med plejebarnet. Døgnplejefamilien beholder det aftalte antal vederlag under ferieafholdelsen. Det forhold, at barnet er med på ferie, betyder ikke, at plejefamilien modtager dobbelt vederlag under ferien. Selvom en plejeforælder har plejebarnet med sig under ferien, kan han eller hun ikke afholde mere end fem feriedage i en uge.

Plejeforælderen har ret til fem ugers ferie i ferieåret og al ferie skal være afholdt ved udgangen af ferieåret. Der varsles ferie i løbet af september måned for det kommende ferieår ved brev i plejefamiliens e-Boks. Gentofte Kommune nedskriver feriesaldoen med i tre uger i sommerferien, en uge i efterårsferien og en uge i vinterferien. 

Hvis plejefamiliens ferieafvikling afviger væsentlig fra dette, skal dette meddeles skriftligt til jeres familieplejekonsulent.

Den ansatte plejeforælder modtager et ferietillæg på 1 pct. af lønnen i optjeningsåret. Dette udbetales tre gange årligt.


Ferie sammen med pleje-/støttebarnet til udlandet

Hvis jeres plejebarn holder ferie med jer udenfor Danmark, er det vigtigt, at barnets pas og evt. opholdstilladelse er i orden. Det er vigtigt at tjekke udløbsdatoen i passet, da man ikke må rejse med et pas, som har under seks måneders gyldighed tilbage.

Skal plejebarnet med til udlandet, skal I kontakte jeres familieplejekonsulent og få udstedt en rejseblanket. I skal i god tid kontakte familieplejekonsulenten vedrørende dette. Familieplejekonsulenten skal i denne forbindelse bruge pasnumre på begge plejeforældre samt barnet.

Visse lande kræver ved indrejse med et barn, som ikke har samme navn som de voksne rejsende, at de voksne rejsende kan dokumentere deres forhold til barnet. Her kan det være nødvendigt, at plejefamilien medbringer kontrakt over ansættelsesforholdet. I forhold til at overholde Persondataforordningen opfordrer vi til, at plejefamilien viser kontrakt via e-Boks og ikke printer kontrakten.

Særligt for børn i støtteophold gælder det, at der skal indhentes samtykke fra forældremyndighedsindehaver(e) til, at barnet må rejse på ferie med støttefamilien. Vi henleder desuden opmærksomheden på, at der kun kan ydes tilskud til ferie med støttebarn, hvis dette fremgår som en del af formålet med støtteopholdet.

Magtanvendelse og lov om voksenansvar

Det er efter straffelovens bestemmelser om vold forbudt at anvende magt over for plejebarnet. Det er både i form af nedværdigende sprog og behandling, psykisk/fysisk forulempelse, fastholdelse eller isolation.

Enhver form for magtanvendelse må kun forekomme i alleryderste konsekvens, og kun hvis der er tale om nødret eller nødværge.

Nødret eller nødværge forstås som en afværgelse af et uretmæssigt angreb på sig selv eller andres liv, legeme eller i helt særlige tilfælde ejendom, og kun hvis fysisk afværgelse er nødvendig og forsvarlig. Nødværge skal i så fald ske så kortvarigt og skånsomt som muligt, og må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk indsats.

Hvis du i en særlig konfliktsituation har anvendt magt overfor plejebarnet, skal du straks orientere din familieplejekonsulent om det.

Specialiserede plejefamilier

Plejefamilier, der af socialtilsynet er godkendt som specialiseret plejefamilie, og som har indgået kontrakt med en kommune som specialiseret plejefamilie, kan være kontraktligt omfattet af særlige regler, jf. lov om voksenansvar, og må fysisk kan guide et barn eller en ung, hvis det vurderes at være nødvendigt af hensyn til anbringelsesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg efter § 3 eller af hensyn til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet i tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udøver chikane overfor øvrige anbragte børn og unge, personalet, den kommunale plejefamilie eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.

Specialiserede plejefamilier, der er godkendt som generelt egnede efter § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 66a, stk. 1, nr. 1, i lov om social service, kan kortvarigt fastholde eller føre et barn eller en ung væk fra en situation, når det er nødvendigt for at afværge, at barnet eller den unge ødelægger eller beskadiger ting i et ikke ubetydeligt omfang.